Værd at vide
Snorken
Snorken er et normalt fænomen, der kan optræde hos alle, specielt når de sover liggende på ryggen. Snorkelyden, der oftest er regelmæssig, fremkaldes af svingninger i den bløde gane eller ved tungeroden.
Snorken kan være af kraftig styrke og til stor gene for ægtefælle og andre nært liggende, men kun i få tilfælde – for eksempel ved unormale tilstande i næse eller svælg – er lægelig behandling påkrævet.
Rådgivning er nyttig, men fjerner langt fra altid snorken. Følgende råd kan gives:
- Ændre levevis (vægtreduktion, undgå alkohol før sovetid, undgå sovemedicin)
- Sove i sideleje, bruge specialhovedpude eller ekstra hovedpuder samt tandskinner (Snoreban eller specialfremstillet tandskinne fra tandlæge).
Mere tvivlsom er effekten af :
- plastikbøjle i næsebor (Nosovent)
- næsedråber (Asonar)
Behagelige høreværn til ægtefællen.
Undgå at sove på ryggen (læg en bold i lomme indsyet i ryggen på pyjamas eller lign.)
I nogle tilfælde kan operation hjælpe, man fjerner drøbel, noget af den bløde gane og/eller mandlerne.
Søvnapnø
Søvnapnø betyder vejrtrækningspause under søvn. Under pauserne er der ingen luftpassage gennem svælget på grund af indre spærring fremkaldt af tungen, der falder tilbage og af svælgets vægge, der klapper sammen.
En spærring kaldes også obstruktion, hvorfor tilstanden benævnes obstruktiv søvnapnø. Vejrtrækningspauserne afsluttes sædvanligvis med en kraftig snorkelyd som tegn på, at der atter er luftpassage.
Få og kortvarige vejrtrækningspauser er oftest betydningsløse. Søvnapnø bliver et problem, hvis hyppige og langvarige vejrtrækningspauser forstyrrer det normale søvnmønster og nedsætter iltforsyningen til kroppen.
Typiske tegn på søvnapnø er:
- Uregelmæssig snorken med vejrtrækningspauser.
- Træthed, lige så træt når man vågner, som da man gik i seng, evt. morgenhovedpine.
- Uønskede søvnanfald under arbejde, læsning, møder, i trafikken, foran TV.
- Uregelmæssig søvn med voldsomme bevægelser, nattesved, hyppig vandladning, opvågning med lufthunger eller mareridt.
- Nedsat koncentrations- og indlæringsevne.
- Nedsat sexuallyst.
Personer med søvnapnø er ofte overvægtige og har øget risiko for forhøjet blodtryk og hjerte-kar sygdomme.
Undersøgelsesprogrammet vil omfatte:
– klinisk interview og undersøgelse, udvidet vejrtrækningsundersøgelse og undersøgelse med pulsoximeter i hjemmet. Den kliniske forundersøgelse varer ca. 30 min.
Pulsoximeteret (apparat, der løbende måler puls og iltmætning i blodet) og apparaturet der foretager udvidet vejrtrækningsundersøgelse, får du med hjem efter første undersøgelse. Der foretages hjemme måling natten igennem, hvorefter apparatet afleveres dagen efter.
I de fleste tilfælde kan diagnosen søvnapnø stilles ud fra sygehistorie, pulsoximetri-måling og udvidet vejrtrækningsmåling.
De fleste personer med middelsvær og svær søvnapnø kan behandles med kontinuerligt positivt luftvejstryk – CPAP (Continuous Positive Airway Pressure). Et lille overtryk på omkring ti cm vandsøjle overføres fra en kompressor via en næsemaske til luftvejene, hvorved disse og specielt svælget holdes udspilet og åbent. På denne måde fjernes snorkelyd og vejrtrækningspauser, ligesom iltforsyning og søvnkvalitet sikres. Denne behandling skal gennemføres hver nat. Ofte oplever man at allerede efter den første nats behandling vågner man og er betydelig mere udhvilet og frisk end tidligere!
Viser undersøgelserne at du lider af søvnapnø hjælper vi dig i gang med CPAP-behandling det vil sige finder det behandlingstryk der fjerner dine vejrtrækningspauser.
Patientrettigheder
Som patient i sundhedsvæsenet har du en række rettigheder som bl.a. er fastlagt i Sundhedsloven.
Eksempler på patientrettigheder:
- Ret til hurtig udredning
- Frit sygehusvalg
- Udvidet frit sygehusvalg
- Kørsel eller kørselsgodtgørelse
- Aktindsigt
- Klage og erstatning
Ved tvivl kan du altid kontakte Patientkontoret ved Region Nordjylland.
Patientkontoret kan kontaktes på: Patientkontor@rn.dk
Tlf.: 97 64 80 10
Telefontid
Mandag-fredag fra kl. 9.00-12.00
Adresse
Regionshuset
Niels Bohrsvej 30
9220 Aalborg Ø
Ventetid
Ventetider på behandling kan findes på www.esundhed.dk.